Startsted: Bag Metrostationen Ørestad
Type: Flad tur-retur med gennemgående god asfalt. Ideel til begyndere.
Sværhedsgrad: Let.
Turlængde: 15,2 kilometer
Fremvist af: Bea Jarovits og Kari Saunamäki.
Vi starter i området bag Metrostation Ørestad og ruller med stationen i ryggen til højre ad Kanalvej, passerer broen over Øresundsmotorvejen, fortsætter langs jernbaneskinnerne til Øresunds Boulevard, som vi forsigtigt krydser. Vi fortsætter gennem den store røde port og ruller til udkigstårnet, hvor vi ikke kan komme længere. Herefter ruller vi tilbage.
Ruten er guidens letteste. Det eneste, der kræver lidt øvelse, er turen frem til den røde port, hvor der rulles på asfalt af svingende men farbar kvalitet, og hvor Øresunds Boulevard skal krydses.
Begyndere kan med fordel tage skoene i rygsækken og starte indenfor porten. Så rulles der langs kanalen på fin asfalt på en bred sti og helt flad rute lige frem til det fredede fuglereservat og retur.
En halv kilometer efter porten dukker Naturcenter Vestamager op på højre hånd. Det bliver af Skov- og Naturstyrelsen betegnet som en lille by af offentlige og private aktører, som hver betjener forskellige målgrupper. Her er fugleudstilling, hvor man kan blive klogere på de 152 arter, der kan opleves på Vestamager. Her kan arrangeres ture for skoleklasser eller daginstitutioner med naturvejleder, købes fødselsdagskasse til en børnefødselsdag i naturen og løses adgangskort til at ride i området.
Her er mange udflugtsmuligheder og mange mennesker, der aktivt bruger naturen. Turen byder på gumlende får og græssende heste. Åbne vidder, et sø- og sumpområde ud til fuglereservatet og en symfoni af fuglesang, der ændrer sig undervejs. Turen er en naturmæssig oplevelse men også stedet, hvor modsætningerne mødes. Her mødes by og natur, land og vand og himmel og jord. Det sidste i form af en stadig strøm af fly, der letter fra Kastrup.
Bea Jarovits og Kari Saunamäki, der fremviser ruten, arbejder begge på Rigshospitalets hjertecenter. Han som overlæge og Bea som sygeplejerske. Som kolleger begyndte de sammen at tage ture på rulleskøjterne. Herved lærte de hinanden at kende og blev kærester.
Netop her på Kanalvej rullede de et halvt år, mens amorinerne langsomt opstod. Til sidst blev det til romantisk picnic med en champagneflaske og et par langstilkede glas i rygsækken. I dag har de levet sammen i 15 år. Motion er fysisk velvære, overskud og vejen til et sundt hjerte , siger Kari Saunamäki.
Vi ruller ad forskellige ruter. Og vi ruller hele året, hvis der er vejr til det. Så har vi lys på, siger Bea Jarovits.